Tilbage til forsiden

Nyt fra praksis

Læger i klinikken
Foruden speciallæge i almen medicin Jørgen Solgaard, der startede klinikken i 1986 på Strucksallé, har vi fra 1. januar ansat speciallæge i almen medicin Lothar Hess som fast lægen i klinikken. Lothar Hess er uddannet speciallæge fra Tyskland og har det sidste år suppleret sin uddannelse ved ansættelser i 2 danske lægepraksis.

Speciallæge i almen medicin Susanne Smits fra Tyskland, der startede i klinikken 1. oktober sidste år er fortsat fast i klinikken. Susanne Smits har også arbejdet som praktiserende læge i Tyskland i en del år, men mener at arbejdsforholdene i Danmark er bedre og har derfor ønsket at afprøve denne mulighed. Frem til 30. september skal hun arbejde i klinikken, og måske herefter indgå som partner i klinikken.

Fra 1. september 2008 har vi haft læge Grith Eckhoff uddannelseslæge i klinikken. Hun har arbejdet her som amanuensis i et halvt år. Ansættelsen er en del af lægens efteruddannelse til speciallæge i almen medicin. Grith Eckhoff skal de kommende 2 år rundt på forskellige afdelinger på sygehusene i området. Hun beholder tilknytningen til vores praksis, idet hun én dag om måneden arbejder her. I slutningen af speciallægeuddannelsen kommer Grith Eckhoff igen og arbejder her i et halvt år.

Læge Jens Ibsen Sørensen, der har arbejdet som fast vikar i klinikken en del år har valgt at stoppe med udgangen af 2009.

Vi synes det er berigende for os, at have læger under videreuddannelse i huset. Dels er det spændende at høre nyt fra universitetsmiljøet, dels får de os til at overveje om gamle rutiner trænger til modernisering, hvilket giver anledning til spændende faglige diskussioner.

Tyske læger i klinikken!
Det bliver i de kommende år svært at skaffe nye praktiserende læger til at erstatte de læger, der kan vil ophøre med arbejdet i praksis på grund af alder. Det er ikke kun et problem i Tønder, men generelt i hele landet. Problemet kan desværre forventes at være værst i udkantsområderne og kan derfor ramme os hårdt. Regionen har derfor igangsat en kampagne for at skaffe udenlandske læger til landet, indtil vi igen kan forventes at være ”selvforsynende”. I vores område har vi en fordel af placeringen tæt ved Tyskland, og vi håber, at flere læger derfra vil ønske at flytte hertil. Det drejer sig om velkvalificerede læger, der har arbejdet som praktiserende læger i flere år i Tyskland. De største problemer bliver at lære sproget og specielle danske forhold. Da vi efterhånden har stor erfaring med uddannelseslæger, har vi indvilget i at oplære en tysk læge i klinikken.

Sygeplejerske i klinikken
Siden 1. januar 2004 har sygeplejerske Kirsten Lützen været fast ansat i klinikken. Kirsten Lützen har mange funktioner i klinikken: rådgivning og vejledning om sukkersyge, forhøjet blodtryk, astma, rygerlunger, rygeophør, kostændringer og meget andet.

Lægesekretærer i klinikken
Vi har to faste lægesekretærer i klinikken: Kirsten Rosenvold Tygesen og Ursula Sørensen.

Øvrigt hjælpepersonale i klinikken
Vi har med mellemrum hjælp af astmasygeplejerske i klinikken. Astmasygeplejersken beskæftiger sig med børn med astma.

Elektronisk kommunikation med klinikken
Vi har nu et godt stykke tid været i gang med elektronisk kommunikation over internettet. Det er muligt at foretage email-konsultation. Hertil egner sig enklere problemstillinger, der kan besvares kort. Mere komplicerede spørgsmål kræver en konsultation for at blive ordentligt belyst. Særlig velegnet er email-konsultationen til prøvesvar, der ikke kræver særlig uddybning. Videre kan der foretages tidsbestilling over nettet. Der kan ikke bestilles tid samme dag. Ved akutte problemer skal telefonen stadig benyttes. Endelig kan der foretages genbestilling af tidligere ordineret medicin. Alt dette kan nemt gøres online. Hjemmesiden vil være under stadig udbygning og revision. Vi vil meget gerne have kommentarer og råd herom.

Ferie og kursus
Klinikken holder åben alle hverdage året rundt. Under ferier og kurser er klinikken ikke lukket, idet vi skiftes til at holde fri eller være på kursus. Se mere her.

Rygerlunger
Sundhedsstyrelsen og Regionen har i øjeblikket rettet opmærksomheden mod sygdommen rygerlunger og på forebyggelse heraf. Sundhedsstyrelsen anbefaler at rygere over 35 år jævnligt får målt deres lungefunktion Herved kan man opdage begyndende udviklingen af rygerlunger på et så tidligt tidspunkt, at det stadig er muligt at standse udviklingen. Bestil tid hvis du ønsker en lungefunktionsmåling.

Overvejer du et rygestop, kan du bestille tid ved Kirsten Lützen, der kan hjælpe dig i gang.

Parkering ved klinikken
Der kan parkeres enten på Strucksallé eller på Plantagevej. Ved parkering på Plantagevej skal man parkere indenfor de aftegnede båse.

Gode ideer til forbedring af patientforhold på klinikken modtages gerne. Snak med en af lægerne, sekretærerne eller sygeplejersken, eller læg en lille skriftlig besked i postkassen eller pr. e-mail.

Lægehuset Strucksallé 39 v. Læge Jørgen Solgaard - Strucksallé 39 - 6270 Tønder - Telefon 74 72 11 38